Skip to main content

Referat Kongeetapen 2017



PI-København, Cykelafdelingen, deltog igen i år i Motionsløbet Kongeetapen, der blev afviklet torsdag den 14. september 2017 i forbindelse med PostNord Danmark Rundt.

Vejrudsigterne i dagene op til løbet var ikke særlig opmuntrende – de lovede kraftig regn næsten hver dag og således også på dagen, hvor løbet skulle finde sted. Der var nok flere, der havde fortrudt deres tilmelding.

23 PIèr samt 5 ABC’er mødtes onsdag den 13. september kl. 1530 ved Politigården, hvor vi skulle køre med en luksusbus fra Lyngby Turist. Cyklerne blev pakket i en cykel trailer.
Kl. 1600 var der afgang fra København, hvorefter turen gik mod Odense, hvor vi havde bestilt overnatning på Danhostel - Odense Kragsbjerggaard.
På turen til Odense var der kraftig regn og blæst og via bussens fjernesyn, kunne vi se, at
dagens etage på Post Nord Danmark Rundt var blevet aflyst.
Vejroversigten for den kommende dag var ikke særlig opmuntrende.

På Danhostel i Odense blev der kl. 1900 servereret en dejlig aftensmad, incl. dessert og kaffe. Efterfølgende var der socialt samvær, hvor den kommende dags vejr blev ivrigt diskuteret.

Torsdag den 14. september kl. 0600 blev der serveret morgenmad, hvorefter vi kl. 0645 kørte til Otterup, hvor starten fandt sted.
Vejrudsigten lovede nu bedre vejr – ikke særlig meget vind og form. først regn sidst på dagen.

Kl. 0850 blev de først ryttere sendt af sted. De havde valgt at cykle med et gennemsnit på 25 km/t, der inkluderede pauser ved forplejningsstederne. Den reelle cykelhastighed var således betydelig højere.
Kl. 0910 blev de sidste ryttere sendt af sted. De skulle cykle med et gennemsnit på 30 km/t

Årets kongeetape startede som nævnt i Otterup på Nordfyn og er etapeløbet PostNord Danmark Rundts hårdeste, med mere end 1.800 højdemeter fordelt på mange hårde og stejle stigninger. Fra Otterup køres til Bogense, og videre ad småveje gennem Brenderup og langs vandet ud til Strib og Middelfart. Fyn forlades ad den Gamle Lillebæltsbro, og fra Taulov går det ad mindre landeveje gennem Nr. Stenderup, Møsvrå og Vester Nebel op til Egtved. Herfra bliver det ekstra kuperet op og ned gennem Vejle Ådal ved Tørskind, Vork og Ravning. Efter Bredsten forceres den hårde Østengård-stigning inden Vejle rundes for første gang for at klatre op ad dagens værste udfordring på Gl. Kongevej/Chr. Winthersvej. Retur køres ud i Vejle Ådal over Hopballe, Jennum, Skibet og Nørre Vilstrup. I Vejle sluttes med de klassiske bakker Gl. Ribevej og Koldingvej, efterfulgt af 21 procent-stigningen på Kiddesvej.

Vejret viste sig ved starten fra den pæne side. De først mange km var der tørvejr og kun lidt vind, men da vi nærmere os målet i Vejle åbnedes alle himlens porte sig. Det styrtregnede, der kom hagl, og det begyndte at blæse op. Næsten alle blev gennemblødt og blev hurtig kolde.
Heldigvis var vores følgevogn og vores bus fra Lyngby Turist parkeret sammen med de øvrige holds store busser lige efter målområdet, så vi blev hurtig klædt om og fik varmen igen.

Alle var efter løbet godt tilfredse. De havde fuldført Danmarks hårdeste motionsløb. Vi undgik styrt og havde kun få punkteringer.

Flere billeder på dette link.

--------------
Referat: Peder Ladefoged
Fotos: Vagn Rasmussen og Peder Ladefoged