Skip to main content

Klubmesterskab for mountainbike



Lørdag d. 5. november 2011 afholdt PI Københavns Cykelafdeling klubbens første klubmesterskab for den stadig relativt nystartede mountainbikeafdeling. Mesterskabet var henlagt til Geel Skov ved Holte, hvor en knap 5 km lang rundstrækning dannede rammen for de 10 tilmeldte ryttere, efter at Naturstyrelsen desværre havde måtte flytte vores arrangement fra den ellers planlagte rute i Hareskoven. En rytter måtte dog melde fra dagen inden, mens en enkelt blev forhindret på dagen.

Ikke desto mindre stod 8 ryttere i alderen fra 15 til 55 klar kl. 0930 på det anviste start- og målområde ved Skodsborgvej. Vejret viste sig fra sin aller bedste side og en let dis dannede flotte solstråleformationer mellem de gyldne blade, som endnu ikke havde sluppet deres tag i trækronerne. Med tørt vejr i ugen op til løbet var sporet fuldstændig perfekt og næsten helt tørt.

Ruten var anlagt på det officielle og særdeles kuperede mountainbikespor, der i forvejen findes i Geel Skov, bortset fra en lille forkortende afstikker og sporet var dagen forinden omhyggeligt afmærket med rød/hvid politiminestrimmel, så ingen kunne være i tvivl om, hvor man skulle køre. Der ud over var der inden start indbudt til en samlet rutevisning, så alle kunne få en god fornemmelse for sporets konditioner og sværhedsgrad. Efter rutevisningen valgte en enkelt rytter af afstå fra at deltage, da han mente at sværhedsgraden var en lille smule over hans formåen, hvilket naturligvis er en korrekt beslutning, da ingen ønsker tilskadekomster på en dag, som ellers skal være en festlig begivenhed.

Lidt forsinket startede første rytter ud på ruten og med to minutters mellemrum gik det slag i slag ind til alle 7 deltagende ryttere var i sving.

Allerede fra starten var god teknik, gode ben og gode lunger påkrævet og det må formodes, at ingen af rytterne havde under 180 pulsslag/min inden der var gået 3 minutter. Da de formodede stærkeste ryttere startede sidst lagde det et godt pres på de første ryttere i deres kamp for at holde de hurtigste folk bag sig. Dette lykkedes dog ikke helt og der fulgte derfor også nogle gode overhalinger undervejs.

Desværre for en rytter, overså denne en rutemarkering og fortsatte i stedet lige ud i stedet for at køre til højre godt 2/3 inde på ruten. Dette betød en omvej på godt 1,5 km, hvilket i realiteten gjorde, at han afskrev sine muligheder for en god placering.

Da sidste rytter var sikkert i mål blev der serveret en udsøgt græskar/chili-suppe med rejer og varme flutes, kaffe og sodavand, som venligst var medbragt af klubbens fantastiske logistikfolk Annette og Erik. Suppen var kærkommen, for selv om solen ihærdigt forsøgte at varme luften op, så blev det hurtigt koldt i målområdet, som lå i skyggen af nogle store træer. I mellemtiden regnede Sandra og Jacob flittigt sammen, hvem der skulle udråbes som mountainbikeklubmester 2011 i PI København, Cykelafdelingen.

Resultatet blev, at Kasper (til trods for at hans kæde knækkede på opløbsstrækningen) blev en flot nr 3, mens Trkl blev 2er efter Lasse, som på sin hjemmebane hjemtog klubmesterskabet i sikker stil. Til de tre podiepladser havde formanden sørget for fine gavekort fra Heino Cykler.

Alt i alt var det første mtb-klubmesterskab en stor succes. Der er ting der skal gøres bedre til næste år, men som helhed var arrangementet rigtig godt og der skal lyde en meget stor tak til de personer, - her tænker jeg særligt på Sandra, Jacob, Jesper, Røde, Jørgen, Annette og Erik som frivilligt deltog som hjælpere i forskelligt omfang, men alle som en er uundværlige i bestræbelserne på at få sådanne et arrangement gennemført.

Til de deltagende ryttere skal også lyde en stor tak fordi I deltog og gav den max gas i sporet. Det er mit håb, at vi til næste år kan doble antallet af startende ryttere op, så vi kan få endnu flere gode folk i klubben ud og gøre konkurrencen endnu skarpere.

Se flere billeder her.