Skip to main content

Beretning fra Kongeetapen 2012



PI-København, Cykelafdelingen, deltog for 4 gang i motionsløbet Kongeetapen, der blev afholdt fredag den 24. august 2012 i forbindelse med Post Danmark Rundt. 
31 forventningsfulde PI-ryttere deltog i løbet, der var på ca. 178 km. Startstedet var på torvet i Silkeborg og afslutningen var i Vejle, hvor målet var umiddelbart efter den berygtede Kiddesvej, der visse steder har en stigning på 21%.

Løbet var for såvel licensryttere som motionister, og vi havde i år igen valgt at man kunne køre med en gennemsnitsfart af enten 25 km/t eller 30 km/t, inkl. ophold ved 2 depoter, hvilket betød at gennemsnitsfarten reelt var betydeligt højere.
Vi havde arrangeret, at der var en følgevogn i hver gruppe, så alle kunne blive serviceret, hvis de havde punkteringer eller andre uheld.
Der var depot efter ca. 70 km og 124 km.

Torsdag den 23. August 2012 kl. 1300 forlod 31 rytterne + 3 chauffører Politigården i København i en stor bus, samt 2 boxere, som Københavns Politi velvilligt havde stillet til rådighed.
Turen gik i år til Levring Efterskole, Bygaden 65, Levring, 8620 Kjellerup hvor vi skulle overnatte.
Kort efter ankomsten fik vi serveret god jysk aftensmad, aftenkaffe og hjemmebagt kage.

Fredag den 24. August var der morgenkaffe fra kl. 0530, og kl. 0630 gik turen til Silkeborg, hvor vi fik udleveret chip og startnummer.

Kl. 0750 var starttidspunktet for de 16 rytterne, der havde valg at køre med en gennemsnitfart af ca. 25 km/t, og kl. 0850 var starttidspunktet for de resterende 15 rytterne, der skulle køre med en gennemsnitsfart af 30 km/t.

Det var overskyet det meste af løbet, men da det var en behagelig temperatur, var der ingen, der beklagede sig. Humøret var højt, og det var dejligt at cykle gennem noget af Danmarks skønneste natur. Alle vidste, hvad der lå forude – vi skulle cykle over noget af Danmarks højeste ”bjerge” - bl.a. Yding Skovhøj, Grejsdalen og ikke mindst den afsluttende Kiddesvej, hvor stigningen var op mod 21%. Flere var spændte på, om de efter ca. 177 hårde km og masser af ”bjerge”, havde kræfter til at komme op ad Kiddesvej, selvom de vidste, at der var masser af publikum, der kun ventede på, at de faldt af cyklen eller må gå noget af vejen.

”25 km” holdet fandt hurtig det rigtige køregennemsnit. Depoterne blev besøgt, men kun kortvarig, da tiderne skulle overholdes. Holdet var godt samlet indtil kort før mål, hvor løbet blev givet ”frit”.
”30 km” holdet kørte derud ad – de skulle bare fremad og flere sprang depoterne over.

Alle rytterne kom til bunden af Kiddesvej, hvor den frygtede stigning ventede. Publikum stod tæt hele vejen og de ventede spændt på, hvilke ryttere der klarede at cykle til toppen, og hvem der måtte af og trække.
Hovedparten cyklede op på toppen og videre til målstregen, men nogle måtte sande, at det kræver rigtig ”gode ben” at cykle op – de måtte lige gå ”et par meter”, før de kunne cykle i mål.

Generelt var der kun få punkteringer – de blev hurtigt klaret i følgevognen, og vi havde kun et par mindre styrt.

I målområdet stod vores store politi bus klar til at modtage os – den var selvfølgelig parkeret sammen med de øvrige store holds busser, ”Saxo Bank Sungard”, ”Europcar”, ”Leopard Trek”, m.fl.

Vi fik cyklerne pakket i vores boxere - fik noget at spise og drikke - hvorefter det var tid til at overvære afslutningen af de professionelles løb. Det er altid en oplevelse – god stemning, masser af publikum, og det er ofte her, at Post Danmark løbet bliver afgjort – ingen ryttere kan gemme sig – det er den stærkeste, der vinder.

Efter løbet kørte bussen, ligesom de andre store holds busser, mod Fyn, Sjælland og København. Alle var måske en smule trætte, men der var god stemning, og alle havde en indre tilfredsstillelse af, at de havde fuldført en af Danmarks hårdeste motionsløb.

En stor tak til vores chauffører/hjælpere, Jan Andersen (vores formand), Søren Clausen og Lasse Rasmussen, der servicerede os fantastisk.
Ligeledes en stor tak til Emil Furbo, der var med til at arrangere løbet.

Mange af deltagerne ser allerede frem til næste års Kongeetape – flere har allerede tilmeldt sig.
NU SKAL VI HAVE PIGERNE MED.

Se alle billederne fra turen her.

NB: Se fotos fra Kiddesvej - http://kongeetapen.dk/.

Vi ses til næste år.

Peder Ladefoged
PI, Cykelafdelingen
Motionsudvalget
København