Skip to main content

PI København, Cykelafdelingen deltager i årets udgave af Nordic 24 i Rude Skov



Nordic 24 er et magisk døgn i Rude Skov, for i weekenden 18 - 19 juni 2011 afholdes igen i år en af de største begivenheder for mountainbikeryttere.

Cykelafdelingen deltager med et 6-mandshold bestående af Martin Hansen, Bellahøj / Jesper Berthelsen, Bellahøj / Anders Bitsch, RPCH / Jakob Kaysen, civil / Kristian Pedersen, Politihundesektionen og Hans Curran-Hedelund, Politihundesektionen. Alle ryttere på nævnte hold har deltaget i løbet minimum én gang tidligere.

 

Løbet afvikles traditionelt med 1001 deltagere i klasserne, 6-mands hold, 4-mandshold, solo, samt veteran. Reglerne er simple: Det hold, som kører flest omgange på 24 timer har vundet. Der må kun være én rytter fra holdet på ruten af gangen og skift sker i en der til indrettet skiftezone.

Løbet har en fantastisk atmosfære og på den store stævneplads vil der være boder med gode tilbud til cykelentusiaster, massage til deltagerne samt et stort forplejningstelt.

Tidligere har store navne som Eskild Ebbesen, Nicolaj Bo Larsen og Rolf Sørensen deltaget men til trods for deres stjernedrys vil Nordic 24 også uden dem, være et besøg værd. Særligt når mørket falder på og sommeraftensolen farver himlen rød-orange og alle skovens fugle falder til ro for natten, bliver løbets stemning en anden. En efter en bevæger rytterne sig ud på ruten med kraftige traillights på styr og hjelme og dybt inde mellem træerne skimter man reflekserne i råvildets øjne. Undervejs på ruten ses de klare lys som perler på en snor og når morgenen nærmer sig og det damper fra skovsøerne og den fugtige skovbund er det en ubeskrivelig oplevelse af være deltager.

Når de 24 timer nærmer sig sin afslutning liver stævnepladsen op og alle de deltagende ryttere samles til præmieoverrækkelse.

Skulle du få lyst til at kigge forbi, så vil Cykelafdelingen fra PI København være at finde i klubbens telt på stævnepladsen, som vi på dagen deler med PI Roskilde. Tilmeldingen er stadig åben, så lad hermed lyde en opfordring til at deltage, enten som solo eller som hold eller kom forbi i løbet af weekenden op hep på holdet og få en hyggelig sludder i teltet.

Se billeder fra Nordic24 her.